”Enok levede i alt 365 år. Han vandrede med Gud. Så var han ikke mere, for Gud havde taget ham bort” (1 Mos 5,24). Når Gud tager de troende med til himmelen, så er det fordi de har vandret med ham her på jorden og modtaget den kraft og visdom, de trænger til for at tjene ham ret. De, som kommer med hjem til Gud, vil være ydmyge og angrende mænd og kvinder, som beder til ham og ikke hengiver sig til forfængelighed. De repræsenter Kristus i deres omgang med både troende og ikke-troende.

De, som ikke har nogen glæde af at tænke på Gud og tale om ham her i livet, ville ikke kunne lide det næste liv, hvor Gud altid er iblandt sit folk. Men de, som elsker at tænke på Gud, vil være i deres rette element og indånde himmelens atmosfære. De, som her på jorden elsker tanken om himmelen, vil glæde sig over samværet og glæderne der…

Her i verden gjorde de ikke krav på at tilhøre sig selv, og Gud satte sit segl på dem som sit folk. Himmelen er for dem, der inderligt ønsker at komme der og søger den, fordi den har så stor værdi for dem. De, som skal arve himlen, tænker på himmelske ting.

”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.” I tre hundrede år havde Enok søgt sjælens renhed, så han kunne være i samklang med himmelen. Gennem tre århundreder havde han vandret med Gud. Dag efter dag havde han længtes efter et nærmere samfund med Gud, og forbindelsen med ham blev stadig stærkere, indtil Gud tog ham til sig. Nu stod han på tærsklen til den evige verden. Der var bare et skridt mellem ham og de saliges land! Og så åbnede portene sig. Vandringen med Gud, som havde foregået her på jorden, fortsatte idet han som den første blandt mennesker gik gennem porten til den hellige by.

Ellen G. White, Andagtsbogen Livet sammen med Gud, 3. december.