Vi har netop haft et flot forår og begynder på den første sommermåned. Når man har kunnet iagttage de fremspirende planter, blomsterne, der folder sig ud i al deres farvepragt, rododendron buskene og løvspringet på bøgen, birken og de andre træer, så må man glædes over alt det smukke, som Gud har skabt. Foråret gik jo alt for hurtigt. Havde jeg for travlt med at få en masse ting gjort, så jeg mistede dyrebare øjeblikke med at opleve naturen og tænke på Skaberen? Har vi øje for det smukke? Et barns glade smil, en fugl, der sidder og vipper på en gren, en gul rapsmark, et solstrejf i de sølvgrå hår, en rislende bæk med klart vand, et sejlskib hen over fjorden, en solnedgang som farver skyerne røde, en lærke, der hænger i luften og slår sine triller.

     Da jeg var dreng, tog jeg tid i naturen. Indåndede den friske luft, lagde mig i græsset og læste mine lektier, samlede blomster og græsser og pressede dem, cyklede lange ture ud i det fri for fornøjelsens skyld, slog smut med sten i vandoverfladen, udforskede en myretue, lå og kikkede op på himlen og så skyerne drive forbi og lod tanker og drømme få frit spil. Hvorfor har vi så travlt i dag? Har vi lov at standse op og nyde det skønne i naturen, også selv om vi ikke er børn mere? Jeg tror, at det vil være godt for os alle.

     Travlhed selv med nyttige ting, selv i arbejde for andre menneskers vel, er ikke et mål i sig selv. Vi må også tage tid til ro, beskuelse, glæde over det smukke, fornyelse og fællesskab med vor Frelser. ”Alt har han skabt smukt til rette tid; også evigheden har han lagt i deres hjerte” (Præd 3,11). – Stop op et øjeblik, glæd dig over at du lever og nyd de skønne ting, som Gud har skabt!

Sven Hagen Jensen