Da Jesus fik stillet spørgsmålet, om det er tilladt at betale kejseren skat, svarede han klart og tydeligt: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” – Der er næppe nogen af os, der er i tvivl om, hvad Guds er i denne sammenhæng. Kejseren eller regeringen har krav på skat for at kunne klare de opgaver, som regeringen har ansvar for. Og Gud har krav på den tiende, som Bibelen omtaler som ”tilhører Herren” og ”helliget Herren” (3 Mos 27,30), for at Gud gennem de præster, der er kaldet af ham, kan tage vare på menigheden og evangeliets forkyndelse. Tienden (en tiendel af vores indkomst og forøgelse af vores formue) tilhører Herren, og han beder os om at levere den tilbage til ham, som giver os liv og fremgang.

     Tiendesystemet er smukt i al sin enkelhed. Det bygger på princippet om lighed. Både rige og fattige, selverhvervende og lønmodtagere, studerende og pensionister, kontanthjælpsmodtagere og avisuddelere, betaler ti procent af deres indtægt. Gud lader os benytte sin ejendom, og vi leverer en tiendel tilbage til ham. – Princippet, som Jesus fremholder, gælder for alle. Og med trofast tiendebetaling følger Guds velsignelser med. Han ”udøser velsignelser uden mål” (Mal 3,10).

     Herren siger endvidere: ”Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus” (Mal 3,10). Forrådskammeret er det centrale sted, hvorfra tiendeindbetalingerne administreres og fordeles. I det Gamle Testamente var det i tabernaklet eller templet. I den kristne tidsalder er det den afdeling i Guds kirke, der lønner præsterne og fordeler midler til det evangeliske arbejde. Vores tiende indbetales gennem den lokale menighed eller direkte til Adventistkirkens ”forrådskammer” eller økonomiafdeling i Danmark. Paulus skriver om dette, ”Ved I ikke, at de, der arbejder i templet, lever af templets indtægter, og at de, der gør tjeneste ved alteret, får deres andel af det, der ofres? På samme måde har Herren bestemt, at de, som forkynder evangeliet, skal leve af evangeliet” (1 Kor 9,13.14). – Så forsøm ikke, at give Gud, hvad Guds er.

Sven Hagen Jensen