”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.” (Åb 3,15.16)

Det er i Jesu budskab til menigheden i Laodikea, at vi finder disse vers. Laodikea var en velhavende by i Lilleasien, og til forskel fra de nærliggende byer Hierapolis (kendt for sine varme kilder) eller Kolossæ (kendt for sit friske kølige vand), måtte den få sin vandforsyning gennem en lang vandledning. Når vandet omsider nåede frem var det lunken og ubehageligt at drikke.

Jesus beskriver Laodikeas gerninger som hverken varm eller kold, men lunken. Gud afskyr dets middelmådighed, fordi menigheden havde god anledning til at indse sin tilstand. ”Du ved ikke” kendetegnede Laodikea. Denne menighed følte, at den var rig og intet manglede. Den lå i et fremtrædende center for bankvirksomhed, som var kendt for sin selvtilstrækkelighed. Da et jordskælv ødelagde byen, nægtede den at modtage hjælp fra kejseren til genopbyggelsen. Til menigheden i denne velhavende by sagde Jesus, ”Du ved ikke, at hvis nogen er elendig, og ynkelig og fattig og blind og nøgen, er det dig” (v. 17)  – stærkt sprog til en stolt by. I stedet for tilbyder Gud guld, som er renset i ild, troen rene guld.

Jesus kalder også Laodikea, som er kendt for sine tekstiler, for ”nøgen” og tilbyder sin egen retfærdigheds hvide klæder. Og selv om byen også var kendt for sine medicinske skoler og solgte en speciel øjensalve, sagde Herren til dem, at de var ”blinde” og behøvede hans øjensalve for at se.

Alligevel elskede Jesus denne menighed. ”Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg. Vær nidkær og omvend dig” (v. 19). Roden til ordet ”nidkær” kommer fra ”varm”.

At være varm betyder at være brændende med hensyn til vores forhold til Gud. At være kold beskriver en ydmyg tilstand, hvor vi erkender vores egen svaghed. Jesus kan velsigne begge disse indstillinger, men ikke stolthed og selvtilstrækkelighed. Herren ønsker at hans menighed skal være i brand – ”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.” (v. 20)