”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28). Vi jager, vi slider, vi stresser, vi bærer på ting, der tynger os ned. Når vi bliver ældre og tænker, at nu skal vi tage den med ro, kniber det somme tider at følge med udviklingen. Tingene forandrer sig så hurtigt, at vi bliver endnu mere stressede. Vi bliver måske bange for at blive hægtet af. Den nye fagre verden med internet, robotteknologi, mobil-pay, e-boks, osv. skulle gøre tingene lettere for os alle; men inden, vi vænner os til det, er der noget nyt, vi skal lære. Mennesker – også adventister – sukker efter en pause.

”For dette siger den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig: Jeg bor i det høje og hellige og hos dem, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte” (Es 57,15).

”Det var dog fantastisk, så hurtigt det år gik!”, hørte vi endnu engang nogen sige. Tiden ruller af sted. Og vi kan ikke standse den. Og dog, ved nytåret tager vi ofte bestik af tiden. Vi står midt i tidens strøm og undrer os over livet med dets mange muligheder og udfordringer. Vi tænker på sidste års højdepunkter og lavpunkter, på minderige øjeblikke og forspildte anledninger. Vi tager et kik ind i det nye år. Vi vil så gerne få det bedste ud af tiden. Vi vil så gerne bidrage med noget positivt, mens tid er.

Vi er i første del af vintertiden. Løvet er næsten faldet af alle træerne. Der er rim på græsset om morgenen. Dagene er korte og mørke. Vinden river i de nøgne grene. Planter og dyreliv er for en stor del gået i dvale. Det er ventetid. I kirkelige kredse kalder man det Advent. Forventningen om Frelserens komme levendegøres med fællessang, koncerter og gudstjenester. For mange danske familier er det en ventetid med forberedelser til Jul. Stearinlys, småkager og familiehygge. For firmaer og arbejdspladser drejer det sig ofte om julefrokoster, for politiet om spritbilister, for de handlende om salgstal. Hvad bruger vi december måned til? Det kunne sagtens være en kærkommen tid til at koble af og være sammen med familien. Det kunne også være en hjælpsom tid, hvor man åbner sit hjem for de enlige, giver til velgørende indsamlinger eller gør noget særligt for børnene og de ældre i vores kirke.

Lige fra den kristne menigheds begyndelse var bedemøder normen snarere end undtagelsen. De holdt fast ved fællesskabet i bøn (ApG 1,14;2,42). De var forsamlet i bøn, da kraften fra det høje (Helligånden) kom over dem, så de fik frimodighed til at forkynde ”Guds storværker” til indbyggerne i Jerusalem, der hørte budskabet på deres egne sprog og modtog det i deres hjerter. Da menigheden voksede, bad apostlene sig fritaget fra den daglige uddeling til enkerne, så de kunne koncentrere sig om bønnen (bedemøderne) og tjenesten for ordet (forkyndelse og bibelundervisning) (ApG 6,4). Da Peter var i fængsel var mange forsamlet og bad (ApG 12,12). Da Paulus tog afsked med de ældste i Efesus holdt de et bedemøde (ApG 20,36.37). Bønnens fællesskab gik som en rød tråd gennem de første kristne menigheder.

Sådan står der i løftet til Abram i 1 Mos 12,2 i den gamle oversættelse (1931). Det begynder med, at Gud kaldte Abram og lovede at gøre ham til et stort folk og velsigne ham. Og så kommer opfordringen ’ Vær en velsignelse’. ’Velsignelse’ er et gammelt dansk ord, som kommer fra, at ’signe vel’. ’Signe’ betyder at sætte et mærke eller tegn for at indvi eller hellige noget eller ønske en anden lykke. I en kristen sammenhæng slog man korsets tegn for at tilkendegive, at man ønskede Guds velsignelse over en begivenhed eller et menneske – at det måtte gå godt.

En interessant samtale finder sted mellem Jesus og Djævelen i Matt 4, 1-11. Djævelen forsøger at friste Jesus i ørkenen, men Jesus møder ham med et ’Der står skrevet’. Djævelen giver dog ikke op så let, så han citerer også fra Guds ord for at lægge en fælde for Jesus. Han bruger det gamle trick med at citere Bibelens ord ude af sammenhæng og misbruge det til sin egen fordel.

Jeg har siddet og læst en meget givende bog ’The Gift of Prophecy in Scripture and History” (Profetien gave i Skriften og historien), skrevet af et antal af Adventistkirkens bedste teologer. I et af kapitlerne blev der lagt vægt på, at kirkens mission nok var det, der fylder mest i Ellen Whites skrifter. Hun gentog flere gange, at alle syvende dags adventister må være med til at udbrede Bibelens budskab for vores tid, ligesom hun understregede, at fremgangsmåden er vigtig.

”Når træet falder, hvad enten det er mod syd eller mod nord, bliver det liggende, hvor det faldt” (Præd 11,3). - Et par birketræer stod og skyggede ind på naboens grund bag ved kirken i Holstebro. Ingo Rose fra Herning menighed og jeg havde fået til opgave at få dem fjernet. Vi lagde et kraftigt reb højt oppe om træet og fastgjorde det til jydekrogen på min bil for derefter at lægge det rette snit med Ingos motorsav.

Det har været en glæde at se bøgen springe ud og rhododendron buskene stå i flor. Køkkenhavens spæde skud er blevet til flotte planter på snorlige rækker. Frugttræerne har også været i blomst og vist de første tegn på frugtdannelse. Naturen er fuld af liv. Solen varmer jorden og regnen giver den nødvendige væde. Selv græsplænen skal slås med jævne mellemrum. Den første sommermåned her i juni er tiden for kraftig vækst. Liv og vækst hører sammen. Også i det åndelige liv.

”Jeg har altid Herren for øje, han er ved min højre side, og jeg vakler ikke” (Sal 16,8). Mens vi er i gang med vores daglige arbejde, burde vi løfte vores sjæl til himlen i bøn. Disse stille bønner stiger op som røgelse foran nådens trone; og fjenden bliver desorienteret. Den kristne, hvis hjerte således vendes mod Gud, kan ikke overvindes. Ingen onde kneb kan ødelægge hans fred. Alle Guds ords løfter, al guddommelig nådeskraft, alle Jehovas resurser, er sat som sikkerhed for hans udfrielse. Det var på den måde Enok vandrede med Gud. Og Gud var med ham, en hjælp i enhver nødsituation.

Den skotske præst og bibelforsker, James Hastings, fortalte i starten af det tyvende århundrede en fascinerende historie om en tysk kunstner ved navn Sternberg. En lille sigøjnerpige, der sad i hans atelier og skulle have malet sit portræt, fik øje på et halvfærdigt billede af Kristus på korset, der hang på kunstnerens væg. Pigen spurgte, hvem billedet skulle forestille.

’Vild opdagelse’ stod der i landets aviser. Og forskerne er begejstrede. Astronomer har opfanget nogle mystiske radiobølger, som man mener, kommer fra en fjern galakse. I sidste ende er det en søgen efter liv i rummet. Men hvorfor denne overstadighed over lydbølger fra rummet?

Nyfalden sne i frostvejr – ren, uberørt, sprød – hvor er det smukt. Da den første sne i året var faldet, måtte jeg ud af huset og gå en tur for at nyde synet. Sneen dækkede resterne fra nytårsskyderiet, der endnu lå og skæmmede i vores landsby mange steder. Al anden urenhed og uskønhed var dækket af det fine hvide lag. Selv de første spor af bildæk havde endnu ikke nået at snavse sneen til. Nyfalden sne i solskin er enestående smukt.

Så står vi ved et årsskifte igen med en tak til Gud for hans hjælp, vejledning og opmuntringer i året, der gik. Og også en tak til familie, trossøskende og venner for fælleskabet, der binder os sammen, og gør livet så meget mere værd for den enkelte af os. Jeg vil gerne ønske jer alle et godt og velsignet nytår med nogle få tanker fra den 23. salme af David.

”Enok levede i alt 365 år. Han vandrede med Gud. Så var han ikke mere, for Gud havde taget ham bort” (1 Mos 5,24). Når Gud tager de troende med til himmelen, så er det fordi de har vandret med ham her på jorden og modtaget den kraft og visdom, de trænger til for at tjene ham ret. De, som kommer med hjem til Gud, vil være ydmyge og angrende mænd og kvinder, som beder til ham og ikke hengiver sig til forfængelighed. De repræsenter Kristus i deres omgang med både troende og ikke-troende.

Det er ikke alle, der er lige begejstrede for lange prædikener. En gennemsnits adventistprædiken i Danmark forventes at vare 20-30 minutter. Når prædikenen bevæger sig mod 35 eller 40 minutter, er der nogle, der begynder at røre uroligt på sig på bænken eller stolen.

”Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så I kan skønne, hvad der er væsentligt, og være renfærdige og uden anstød på Kristi dag, fyldt af retfærdigheds frugt, som skyldes Jesu Kristus, Gud til pris og ære”

Jeg følger med i Adventistkirkens bibellæseplan, hvor vi læser et kapitel om dagen. Det skulle dække perioden fra generalkonferensen (Syvende Dags Adventistkirkens repræsentantskabsmøde) i 2015 til generalkonferensen i 2020. Når dette skrives, er vi er i gang med Anden Kongebog.

Det er ingen hemmelighed, at mange for tiden melder sig ud af folkekirken. I en bibelkreds, som Ingelis og jeg deltager i med andre kristne, var man rystede over det antal, der havde meldt sig ud i Skive blot i løbet af det sidste år.

Vejret har altid fascineret mennesker. Så meget, at vejrmanden/damen får lov at underholde os op til fem-syv minutter eller mere på dansk TV i den bedste sendetid. Somme tider rammer vejrprofeterne rimeligt præcist, men tit holder prognoserne ikke som forudsagt. Hvorfor er vi så interesseret i vejret?

Livet er en sejlads. Vi møder storme, og vi har solskin, men husk på, at vi nærmer os den ønskede havn. Vi vil snart være forbi storme og uvejr. Det er vor pligt i dag at lytte til den stemme, der siger: ’Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.”

I det gamle Israel havde man seks tilflugtsbyer, som man kunne løbe til og finde beskyttelse i, hvis man ved et uheld blev skyld i en anden persons død. Man var beskyttet fra hævn fra den forulykkedes familie. Tilflugtsbyerne lå således, at de kunne nås fra alle dele af landet i løbet af en halv dag.

Sam Houston var en farverig og modig amerikansk statsmand, politiker og soldat. Som den syvende guvernør af Texas er han bedst kendt for at bringe Texas ind i Amerikas Forenede Stater (USA). Storbyen Houston er opkaldt efter ham.

Stress er en af de hyppigste årsager til depressioner og sygefravær. Der er den positive stress, der får os i gang om morgenen, op og i skole og på arbejde og ud blandt mennesker. Alle sunde og raske mennesker har brug for en vis portion stress.

”Men da de så Peters og Johannes’ frimodighed og kunne mærke, at de var ulærde og lægfolk, undrede de sig; men så kendte de dem igen og huskede, at de havde været sammen med Jesus”

Sådan sang englene ved Jesu fødsel. Og sådan lyder det i mange kirker i december måned. Budskabet om fred ved Jesus Kristus er universelt. Det gælder alle mennesker, for det er ”en stor glæde, som skal være for hele folket”

Vi læser flere steder i Bibelen, at Jesus beder. Han havde en levende forbindelse med sin Fader i himlen, som han ikke ville eller kunne undvære.

”Hold jer nær til Gud, så skal han holde sig nær til jer” (Jak 4,8). Vi må prøve at forstå, hvad det vil sige at holde sig nær til Gud. Vi skal komme tæt hen til ham og ikke stå langt borte

”Fang rævene (læs: dræbersneglene), de små ræve! De ødelægger vingårdene, nu vores vingård står i blomst.” (Højs 2,15). - Det våde forår satte gang i ynglen af dræbersnegle.

”Stå derfor fast, brødre, og hold jer til de overleveringer, som I er blevet undervist i, hvad enten det var i ord eller i brev fra os” (2 Thess 2,15). Det ord, som er oversat fra græsk med ’overleveringer’, betyder ’ting, der er givet videre’ eller ’gået i arv’.

Vi har netop haft et flot forår og begynder på den første sommermåned. Når man har kunnet iagttage de fremspirende planter, blomsterne, der folder sig ud i al deres farvepragt, rododendron buskene og løvspringet på bøgen, birken og de andre træer, så må man glædes over alt det smukke

”Han er hoved for legemet, kirken.” (Kol 1,18). For nogle år siden fandt man den lille havfrue på Langelinje uden hoved. Det var savet af. Ja, man har forsøgt flere gange at fjerne hendes hoved. Men man har kunnet erstatte det med et nyt af samme materiale. Det giver ikke mening med en hovedløs skulptur.

”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.” (Åb 3,15.1)

Menneskenes lidelser har altid rørt Guds hjerte og fremkaldt medfølelse og kærlighed hos Jesus. Han viste altid medlidenhed og medynk med dem, der var plaget til legeme og sjæl. Det eksempel, han gav på at hjælpe lidende og prøvede, burde lære os, hvorledes vi bør have medlidenhed og medynk med hans lidende skabninger.

Da Jesus fik stillet spørgsmålet, om det er tilladt at betale kejseren skat, svarede han klart og tydeligt: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” – Der er næppe nogen af os, der er i tvivl om, hvad Guds er i denne sammenhæng. Kejseren eller regeringen har krav på skat for at kunne klare de opgaver, som regeringen har ansvar for. Og Gud har krav på den tiende, som Bibelen omtaler som ”tilhører Herren” og ”helliget Herren” (3 Mos 27,30)

”Han fulgte helt i sin far Asas spor og veg ikke fra dem, men gjorde, hvad der var ret i Herrens øjne”. 1 Kong 22,43. Vi sætter alle spor - spor som har indflydelse på dem omkring os. Hvilke spor fik vi sat i 2014 og hvilke spor vil vi sætte i 2015? 

Jeg var i hjælpeaktion og besøgte i en lille landsby, som jeg havde overtaget efter en anden. Da jeg bankede på døren til et gammelt hus, der så ud til at trænge til en kærlig hånd, blev jeg budt indenfor. Den ældre mand, som boede alene, fortalte mig, at han hvert år så frem til dette besøg. Han fortalte beredvilligt om sit liv i P&T og holdt samtalen gående. Vi talte lidt om hans interesser, livet og Guds ord. Han havde ikke travlt med at få mig sendt af sted igen.

”Stol altid på ham, du folk, udøs jeres hjerte for ham, Gud er vor tilflugt” (Sl 62,9). En dyb følelse af nød og et stærkt ønske om det, vi beder om, må kendetegne vore bønner, - ellers vil de ikke blive hørt. Men vi må ikke blive trætte og holde op at bønfalde, fordi vi ikke lige straks får svar. ”Nu er Himmeriget blevet stormet, og de fremstormende river det til sig” (Matt 11,12).

På mange måder var Jesus ligesom de andre. Født ind i en almindelig familie. Oplært som tømrer. Boede under samme vilkår som sine naboer. Vandrede på de samme støvede landeveje som sine landsmænd. Drak fra landsbybrønden, når han blev tørstig. Hans udseende og klædedragt skilte ham ikke ud fra andre. Han var ikke anderledes for at være anderledes. Men han var anderledes. Han var en kontrast. Han var et lys i mørket. Han var en opmuntring i skuffelsen. Han var en trøst i sorgen. Han var en sikker vej gennem vildnisset af tvivl og rådvildhed. Han var en hjælp i nøden.

”Folketinget bør være opmærksom på, at det mindste smuthul i loven kan forventes udnyttet.” Dette stod i en artikel i Berlingske med en opfordring fra en miljøforkæmper til at få lukket de huller, der fandtes i den gældende lov. Men hvordan har vi det med smuthuller i loven? Jeg tænker på Guds lov og Guds ord. Leder vi efter smuthullerne – eller sætter vi pris på loven?

Når vi hjælper hinanden kan Guds sag gøre fremskridt i vores eget område og på landsplan. Sammenligner vi med vores nabolande ligger Danmark højt på listen over medlemmer (unge såvel som ældre), der er trofaste med deres tiende og gaver. Ligeledes er der et højt aktivitetsniveau i vores lokalmenigheder. Gud har givet os både tid og talenter og glæder sig, når vi stiller dem til hans rådighed. Der skal lyde en hjertelig tak til enhver, der har en tjeneste i menigheden og udøver den fra uge til uge – og fra år til år.

Når jeg kigger på min have, så er der ét ord, der beskriver alt: frodig. Græsset, hækken, blomsterne, bladene på træerne, bærrene og frugtkopperne – for ikke at glemme skvadderkålen og resten af ukrudtet. Det vokser og vokser. Den milde vinter, masser af vand i foråret og de varme sommertemperaturer har sat gang i væksten overalt. Det kan somme tider knibe at følge med, hvis man er gerne vil holde ukrudtet nede og få trimmet buske og hække og have en nogen lunde pæn græsplæne. 

Den 27. april kårede Pave Frans to af sine forgængere, Pave Johannes XXIII og Pave Johannes Paulus II, til helgener. En helgen er ifølge denne tradition en person, der har levet sit kristenliv, så han/hun er blevet et forbillede for andre. I katolsk teologi skal det godtgøres, at vedkommende har medvirket ved mirakler. Ligeledes tror man, at sådanne helgener kan gå i forbøn for andre, hvoraf Jomfru Maria er den ypperste. Ingen ved, hvor mange helgener, der er kåret i tidens løb. Men man kan gå ind på nettet og finde sin helgen online fra den liste, som den romersk katolske kirke har lagt ud. 

”Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd” (Mark 16,19). - Dette var et afgørende øjeblik i frelses-planens forløb. Jesus kom til jorden og blev født som et spædbarn. Han voksede op og levede iblandt os. Han gik smertens vej til korset og gav sit liv for hver eneste en af os. Han opstod fra de døde og grave åbnedes (Matt 27,52).

Nogle af de mest positive ord i Bibelen er ’Frygt ikke!’. De udtales af engle og af Jesus selv - af engle, fordi folk bliver overvældet af mødet med disse overnaturlige skabninger, og af Jesus, fordi han ønsker at indgyde os tro, håb og mod til livets udfordringer.

Det er min hellige dag, siger Herren (Es 58,13). Den blev til for din skyld, siger Jesus (Mark 2,27). Med andre ord, det er Guds og menneskets helt specielle dag. Ikke en dag som alle andre. Men en meget speciel dag. Den syvende dag i ugen - 24 timer fra fredag aften til lørdag aften (3 Mos 23,32;Neh 13,19; Luk 23,54-56). Og sat som et tegn mellem Gud og Guds trofaste menighed (Ez 20,12.20).

Børnene i vores menighed er en skat, som er betroet os. De er ofte mere åbne for evangeliets indflydelse end mange voksne, vi møder i nabolag, på gademission, ved offentlige kampagner eller på anden måde. Vi kan hjælpe dem eller hindre dem i at få et positivt forhold til himmelens Gud og deres menighed. Jesu disciple mente, at børnene, som kom med deres mødre, var for små til at få gavn af et møde med Jesus, så de stillede sig hindrende i vejen (læs Mark 10,13-16).

Den latinske betegnelse Anno Domini, betyder ganske enkelt ’det Herrens år’ og har gennem tiderne været brugt for at angive tiden efter Kristi fødsel. Det er vel også passende at bruge udtrykket her ved nytårstid, hvor vi kan lægge al kommercialismen og sentimentaliteten forbundet med Julen bag os og glæde os over.

Jesus siger i Åb 22,16 ”Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne.” Det er en henvisning til Bileams profeti om Messias i 4 Mos 24,17. Profetien var også kendt af de vise mænd fra Østerland, som kom til Jerusalem for at lede efter jødernes nyfødte konge. ”Vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.” (Matt 2,2)